Sikken en uorden! Jeg havde planlagt, at jeg skulle opdatere bloggen fra sengekanten i aftes - og så må jeg have sovet inden jeg nåede så langt! ;)
Jeg skal være ærlig og sige, at det går lidt stærkt her i tiden.
Og mange tak for al jeres positive og venlige opmærksomhed ovenpå artiklen i mandags. Det varmer helt vildt med alle jeres mails og hilsner! Sikken nogle søde læsere, jeg har!! <3
Igår fik vi så hvidløgskylling. Manden blev noget forsinket, så man kan nok godt se på billedet, at maden har stået færdig i ovnen en rum tid. Men det smagte nu godt! ;)
Til kyllingen serverede jeg grøntsagstimbale. Jeg har lavet den før, men den ligger et pænt stykke tilbage på bloggen, så I får den lige igen.
Grøntsagstimbale (4 pers.):
1 fintsnittet porre, ca 125 g broccoli i små buketter, 2 gulerødder revet groft.
200 g flødeost, 1 dl fløde, 2 æg
Grøntsagerne fordeles i et ovnfast fad. Andre grøntsager kan sagtens bruges, jeg brugte bare, hvad jeg havde.
Flødeosten røres blød med fløden lidt efter lidt. Jeg brugte halv neutral og halv med hvidløg og urter, det gav en fantastisk smag til retten, men ren neutral kan også bruges, så må du bare selv tilsætte lidt salt og peber.
De to æg tilsættes til den bløde ostemasse, og blandingen hældes over grøntsagerne.
Hele molevitten i ovnen ved 200 grader i 30 minutter.
Derudover ristede jeg en pakke skivet bacon i mindre stykker og en stor bakke champignons på panden.
Så alt i alt et dejligt onsdagsmåltid! ;)
I aften står den på skolefest, hvor sønnen skal lave opvisning. Det bliver helt sikkert hyggeligt, men så bliver der muligvis også lidt stille her på bloggen.
Rigtig god torsdag derude!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar