Nej det er altså ikke fordi jeg pludselig har fået gode ben - i hvert fald ikke de to, jeg går på. Men da vi fik kød i fryseren igår var der jo også de obligatoriske "suppeben"...dem der der altid ender med at ligge tilbage i bunden af fryseren, når man har spist alt det andet....sådan er det her i hvert fald! ;)
Men altså, sønnen er vild med "gode ben". Så igår tænkte jeg, at istedet for at de skulle ende på bunden af fryseren, kunne vi lige så godt lave dem til aftens idag. Sønnen var himmelhenrykt! Vi to gamle har nok fået serveret lidt for mange gode ben som børn på "smalkost" i trange tider, at vi ikke synes, det er så spændende. Men hvad gør man ikke for barnet...!?? ;)
Jeg kogte først benene et par timer med laurbærblade, hele peberkorn og salt. Til sidst blev de vendt på grillen ved høj varme.
Hertil serverede jeg bagte tomater med den hjemmelavede kryddersmør - lækkert!
Og derudover havde jeg lavet en blomkåls soufflé. Jeg har lavet den før med andre grøntsager og i portionsforme, men I får lige opskriften igen her.
Blomkåls soufflé:
½-1 blomkåls hovede, 200 g flødeost naturel, 1 dl fløde, 2 æg, 1 tsk groft salt.
Blomkål deles i små buketter og fordeles i en ovnfast form. Osten røres blød med fløden lidt efter lidt, æg og salt tilsættes og blandingen fordeles over blomkålen.
Bag midt i ovnen ved 200 grader i 35-40 minutter.
Det smager super godt! ;)
Jeg lavede en stor portion, så kan manden få med i madpakken imorgen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar