mandag den 28. januar 2013

Kinesisk på lavkarbo

Nåh ja, måske vil nogen gå i rette med mig, når jeg skriver, at aftenens ret var kinesisk...men om ikke andet var den så inspireret af Kina. ;)
Det blev til svinekød og grøntsager i sursød sauce.
Der skete en masse omkring mig, mens jeg var igang med maden - det resulterede i, at jeg slet ikke fik noteret mængder til sursød saucen...så hvis nogen har lyst til at forsøge sig, skriver jeg herunder, hvad jeg brugte, så må I selv smage jer frem. Næste gang skal jeg få noteret målene.

Kinesisk sursød sauce på lavkarbo-vis:
Hvidvinseddike, bouillon, tomatpuré, hvidløgspulver, stødt ingefær, chilipulver, ketchup u/sukker, salt, peber og Sukrin Gold.

God fornøjelse - og beklager den manglende opskrift, håber dog det kan inspirere jer! ;)

Imorgen skal jeg en tur til Århus til kontrol på sygehuset. Så imorgen er der stille herinde...

God uge allesammen! ;)

fredag den 25. januar 2013

Pikant kylling

Nu er det lææænge siden, jeg har fået skrevet herinde. Det går rasendes stærkt i tiden. Jeg får lavet lavkarbo mad, og får også taget billeder - og ja... Så glemmer jeg ellers alt om at få delt det med jer! Jeg prøver at stramme op! ;)
I aften har vi fået kylling. Jeg klippede rygbenet af og bredte kyllingen ud. Under skindet på bryst og lår proppede jeg lidt pikant ost (flødeost med pikante urter). Hele kyllingen blev penslet med olie, krydret med hvidløgssalt og peber. Og så hele herligheden i ovnen ved 200 grader i en times tid.
Nu står den på X factor og afslapning!

God fredag og god weekend derude! ;)

onsdag den 16. januar 2013

Lavkarbo frikadeller

I aften gjorde jeg et nyt forsøg på frikadeller. Tatjana har en opskrift i denne uges udgave af Familie Journalen, men jeg synes mængden af Husk lød lige rigeligt. Jeg har noget med Husk. Det er godt til mange ting, men kan også hive en lidt træls konsistens nogle gange...
Så jeg lavede mit eget forsøg. Og drengene her i huset var velfornøjede! ;) Så måske er jeg nu i hus med en udgave af lchf frikadeller? ;)

Lavkarbo frikadeller:
500 g svinekød, 500 g kalvekød, 2 tsk groft salt, peber, 2 æg, 1 revet løg, 3/4 dl fløde

Jeg rørte først kødet godt med salt. Herefter tilsatte jeg peber, æg og revet løg. Til slut tilsatte jeg fløde til korrekt konsistens. Fløden hjælper meget til at dejen sætter sig, så det gjorde, at jeg ikke havde brug for hverken Husk, klid eller noget andet til at 'stive af'.
Og så var det ellers bare at stege i smør på panden.

Vi spiste dem med blomkålsmos, kogte grøntsager og lidt sukkerfri tyttebærsyltetøj.

NB# Gulerødder er ikke lavkarbo! Jeg havde bare nogle stykker i grøntsagsskuffen, der trængte til at blive brugt. ;)


mandag den 14. januar 2013

Spejlægsmuffins

I juleferien lavede jeg disse spejlægsmuffins. En dejlig variation til morgenmad, brunch eller frokosten. ;)

Spejlægsmuffins (6 stk):
6 skiver bacon, 6 skiver tomat, urtesalt, Herbes de Provence, 6 spsk revet parmesan, 6 æg.

6 silikone muffinsforme fores med baconskiverne. Læg en tomatskive i hver form. Fordel urtesalt, krydderier og parmesan ovenpå tomatskiverne. Slå et æg ud i hver form.
Sæt formene i ovnen v/180 grader varmluft i ca 10 min, til ægget er blevet fast, men uden at blommen er gennemstegt.

Velbekomme! ;)

lørdag den 12. januar 2013

Laksemousse

Så er jeg endelig tilbage igen! Tak for alle kommentarer og mails jeg har fået, selvom der har været stille herinde, det sætter jeg pris på! ;)

Jeg havde tænkt, I skulle have opskriften på den laksemousse, jeg lavede til forret nytårsaften. Den var så lækker, og det er bestemt ikke sidste gang, den bliver serveret her i huset. Den kan med fordel også laves som en finere frokostanretning.

Laksemousse (4-6 pers):
2 bl husblas, 1 dl creme fraiche 18%, 100 g flødeost med hvidløg og urter, 150 g kogt laks, 50 g rejer, 1 spsk citronsaft, 1 spsk finthk dild, 1/2 dl finthk forårsløg, 1/2 tsk paprika, 1 knsp hvid peber.

Husblas lægges i blød i koldt vand. Laks og rejer køres kort i foodprocessoren. Ikke til ukendelighed, bare lige let.
Fisken røres med de øvrige ingredienser, smag til. Husblas smeltes i en kasserolle. Lidt af fiskeblandingen tilsættes til husblassen inden det hele hurtigt røres sammen.
Fordel i portionsforme og sæt på køl et par timer.

Anret med en salatbund, en skive røget laks og moussen ovenpå. På toppen pyntes med rejer og dild. Og ellers med tomat, citron og hvad man ellers synes.