Viser opslag med etiketten Hakket kød. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hakket kød. Vis alle opslag

fredag den 9. august 2013

Nem fredags tallerken

Endelig sker der lidt herinde igen! 
Tak for alle søde kommentarer og mails, jeg har fået på trods af stilheden! ;) 

I aften blev det til en slags taco salat...nem ret. Og ikke så meget nytænkning over det, så bare et billede til inspiration. 

Håber I alle er godt igang efter ferien? 
Det er vi i hvert fald her - med hiv og sving! :) 
Rigtig god weekend! 

søndag den 16. juni 2013

Lækker tacotærte

Forleden lavede jeg en 'bundløs' tærte. Her i huset, vil drengene helst spise tærte uden bund, når det skal være lchf-style. Derfor laver jeg den som regel sådan. 
Denne gang lagde jeg tomatskiver i bunden. På en pande svitsede jeg 500 g hakket kød, 2 hk løg og et par hk hvidløgsfed. Krydrede med taco krydderi, og så fordelt over tomatskiverne. 
Revet ost på og en æggeblanding over, som til normal tærte. 
Og så var der tacotærte med blandet salat til. ;)

lørdag den 2. marts 2013

Fredagsmiddag

Så landede weekenden ovenpå en alt for hektisk uge! Og vi skulle selvfølgelig have noget godt at spise - men vigtigst skulle det være nemt! Sønnen ønskede taco, det er et hit her i huset, så valget var let.

Før spiste vi som tilbehør de der nacho majschips. Igår lavede jeg mine egne - eller i hvert fald en erstatning. Og det fungerede faktisk rigtig godt! ;)
Jeg lagde små bunker af revet ost på en bageplade og så i ovnen ved 200 grader varmluft. Hold øje med dem, de skal nok have ca 10 min. De skal være lige til overkantens side, selvfølgelig uden at være brændte, for at være sprøde.
Jeg brugte en blanding af forsk oste, jeg havde rester af. Måske en revet parmesan alene ville blive endnu mere sprød? Men til min smag fungerede det godt! ;)

God weekend derude - her i hytten skal den nydes i fulde drag! ;)

onsdag den 28. november 2012

Bøf og smørdampede grøntsager

I aften var jeg kommet til at love bøf i folie, så det blev det. Den slags er ikke at spøge med jo! ;)
Fyldet ved bøfferne blev tomatskiver toppet med en champignon blanding, bestående af ristede hvide champignons i kvarter, tilsat et skvæt fløde og et par spsk flødeost med hvidløg og urter.

Af tilbehør blev det til smørdampede grøntsager. Jeg brugte 1 blomkålshovede og 1 broccoli. Begge delte jeg i små buketter. Så smeltede jeg 25 g smør i en gryde, tilsatte grøntsagerne og 1,5 dl kogende vand sammen med lidt salt.
Låg på gryden og lav varme til grøntsagerne er møre.
Væden ved grøntsagerne er god som sauce.

God aften! ;)

søndag den 18. november 2012

Sloppy Joes - the lchf way

Godaften! ;)
Beklager stilheden, jeg er her stadig! ;)
Det har bare været travle dage med gæster, arrangementer mm.
Forleden var der en veninde, der fortalte, at hun havde lavet Sloppy Joes. Og tænk!! Dem havde jeg glemt alt om! Lige siden, ville tanken ikke slippe mig igen - jeg var simpelthen nødt til at prøve at lave en lchf udgave.
Det blev så iaften. Manden kom endelig hjem for at holde "weekend" kl 16:30, så jeg gad heller ikke bruge al tiden i køkkenet.
For de af jer, der ikke har været i USA og smagt retten, eller kender den på anden vis, så er det en tyk, sødlig kødsovs, serveret i en blød bolle.
Jeg brugte skiver af ristet lchf-brød.
Og så lavede jeg en lchf venlig udgave af kødsovsen.

Sloppy Joe kødsovs:
500 g hakket oksekød, 1 hk løg, 3 hk fed hvidløg, chilipulver og paprika efter smag, 1 lille rød snackpeber finthk, 1 dl sukkerfri ketchup, 1 lille ds tomatpuré, lidt vand, 11/2 spsk Sukrin, salt og peber

Kød, løg og hvidløg brunes, alt det øvrige tilsættes, og det simrer godt ind, til en tyk kompakt lidt klæbrig sovs.

Server sovsen i mellem et par skiver lchf brød. Det er lækkert og friskt med grøntsagsstænger og dip til.

Nu står den på Forbrydelsen - spændingen stiger!

God søndag aften! ;)

tirsdag den 6. november 2012

Vellykket farsbrød...

I aften har jeg forsøgt mig med farsbrød igen. Mine drenge er så glade for farsbrød og frikadeller og den slags. Jeg har udfordret mig selv lidt for at lave gode varianter uden mel. Jeg ved, nogen bruger HUSK, for ligesom at binde væsken lidt, men jeg er ikke så god til særlig meget HUSK ad gangen, synes det bliver lidt 'gummi-agtigt'.
Men altså. I aften prøvede jeg at tilsætte revet ost. Og guess what!?! Det smagte mega godt og konsistensen var lækker! Så der røg der en ny ret ind på hitlisten!

Farsbrød (4 pers):
500 g hk kalvekød, 2 æg, 2 dl revet ost (fx Emmentaler), ca 2 dl fløde, 2 tsk tørret ramsløg, salt og peber. Baconskiver.

Det hele røres sammen, formes til et brød i en form, dækkes med baconskiver, og sættes i ovnen ved 200 grader i 50-60 min.

Af tilbehør forsøgte jeg mig med en ostesouffle.
Desværre nåede jeg ikke at fotografere mens den var flot hævet op, men den smagte godt! ;)

Ostesouffle (4 portionsforme):
2 dl sødmælk, 1,5 spsk smør, 2 tsk Maizenamel, salt, peber, muskat.
100 g revet ost (jeg brugte halv Parmesan og halvt Gouda), 3 æg

Smør smeltes, mælk tilsættes. Hold lidt mælk tilbage, hvor Maizena udrøres i. Dette tilsættes også. Omrør og varm op, til den tykner lidt. Tag af varmen. Tilsæt krydderier, ost og æggeblommerne. I en skål piskes hviderne meget stive. De vendes forsigtigt ind i den lune masse. Fordeles i 4 portionsforme (eller en stor) og der drysses med lidt revet parmesan ost.
Ind i ovnen ved 200 grader i 25-30 min. Husk ikke at åbne ovndøren undervejs, da souffleen så afgjort falder sammen.

Og så lige et par bagte tomater på siden.

Så det var en dejlig middag! ;)

mandag den 29. oktober 2012

Fyldte hakkedrenge

I aften fik vi fyldte bøffer. Et kig i køleskabet afslørede nemli en pakke blåskimmelost, ala Gorgonzola, som kunne trænge til at blive brugt. Jeg tænkte, at den da - sammen med den pakke oksefars, jeg havde taget op af fryseren imorgen - nok kunne blive til fyldte bøffer. Og ja....det blev jo rigtig godt! Jeg havde med vilje ikke sagt til drengene, hvad der var i, de troede bare det var alm hakkebøf. Manden udbrød efter første bid: "nøj, en god bøf, den har en helt speciel smag!"
Jeg formede fars ud i en flad aflang form. Fordelte ost på den ene halve og foldede så den ene halvdel ind over. Kanterne sørgede jeg selvfølgelig for at lukke lidt til, for at holde på osten.
Og så ellers bare stegt på panden.

Af tilbehør fik vi grøntsagsfad med snittet spidskål og et par revne gulerødder, krydderi og fløde over. I ovnen en halv times tid, til grøntsagerne er møre. Derudover et par cocktail tomater bagt i ovnen. Et dejligt måltid! ;)

Og så hjerteligt velkommen til alle jer nye, der kigger forbi her på bloggen! Jeg kan se at sidevisningerne er "eksploderet" idag. Det er selvfølgelig en fornøjelse at lave blog, når man føler, man bliver lidt hørt! ;)
Så meget velkommen til - og tak fordi I kiggede forbi! <3

tirsdag den 23. oktober 2012

Bøf i folie med ovngrøntsager

I aften har vi haft gæster. Hyggeligt. Men også lidt en skæv dag. Jeg har nemli ikke haft vand fra engang lige før middag og så indtil kl 19. Når man bare tænder og slukker vandhanen efter behov, tænker man ikke over det, men jeg skal da love for, at man tænker over det, når der ikke kommer en dråbe ud i mange timer - og særligt, når man så skal have gæster! Sikke noget mas! Det var simpelthen hele vores lille landsby, der ikke havde vand. Så vores lille lokale Brugs havde nærmest solgt alt af flaskevand og færdigretter! ;)
Men altså, med lidt flaskevand og så glaskartofler til selskabet...ja så gik det hele alligevel. Godt nok fik jeg ikke vasket gulvene - men det ses jo heller ikke, når musikken spiller! ;)

Det blev til bøf i folie, for hakket kød har jeg i fryseren, og så var det jo ikke den store udskrivning for budgettet.
Af tilbehør havde jeg lavet broccoli, slikærter og groft hakket løg med en krydder-hvidløgs marinade over.
Fyldet ovenpå bøfferne var champignons, cocktailpøkser svitset med lidt fløde og et skvæt bouillon.

Se sådan blev der alligevel middag i det lille hjem - trods alt! ;)

søndag den 21. oktober 2012

Kødtimbale

I sidste uge skrev en af mine søde læsere en venlig mail til mig.
Hun var også så sød at sende mig en af deres yndlingsopskrifter. Så mange tak til Birgit Hedegaard Fagerlund for opskriften på kødtimbale.

Her er opskriften, som jeg lavede den:
500 g hakket oksekød, karry, salt, peber, 1 hk løg, 250 g champignons i skiver, 1 rød peberfrugt i grove tern.

Det hele svitses sammen. Fordeles i et ildfast fad.
Henover hældes en æggemasse af 6 æg og 11/2 dl fløde samt 2 tsk urtesalt.

Hele molevitten ind i ovnen ved 200 grader i 30 minutter.

Jeg serverede den med en salat avocado, blommetomater, frisk feta og sorte oliven med en olie-eddike-dressing.

En nem og lækker ret, som kan varieres alt efter smag og køleskabsindhold. ;)

Så er det jeg tænker, at der måske sidder flere af jer derude med en lchf ret, der hitter i jeres hjem, og som mangler lidt opmærksomhed på min blog. Kunne du tænke dig at få din opskrift bragt på bloggen, så send mig endelig en mail. Min mailadresse finder du under min profil.
Jeg glæder mig til at høre fra jer! ;)

Nu er det så tid til ugens højdepunkt med Forbrydelsen på DR1... Uuuh vi følger spændt med her i huset! ;)

tirsdag den 16. oktober 2012

Bøf i folie

I aften er manden og jeg alene hjemme. Sønnen nyder sin efterårsferie! ;)
Vi har fået bøf i folie til aftens - en lækker spise! ;)
Jeg fandt en svampe blanding i byen idag. Det var en bakke med 250 g svampe bestående af brune champignons, Shii Take samt gule og grå østershatte. Jeg skar dem i små stykker, svitsede i smør sammen med et hk løg og et fed hk hvidløg. Krydrede med salt og peber, hældte lidt balsamico eddike ved og et skvæt fløde, og lid det simre. Til sidst vendte jeg hk persille i.
Imens det simrede, brunede jeg 4 godt store bøffer på panden. På 4 stk folie fordelte jeg bøfferne og svampe stuvningen ovenpå, lukkede til og placerede dem i et ovnfast fad.

Ind i ovnen i 20-30 min. Sammen med satte jeg et fad med broccoli buketter, rødløg grofthk, brune champignons og slikærter. Herover fordelte jeg en marinade af smeltet smør, hvidløg, persille, salt og peber. De fik så lige så lang tid i ovnen som bøfferne.

Jeg beklager, at det ikke tager sig så pænt ud på tallerknen. Manden blev noget forsinket, og mad bliver altså bare ikke pænere af at stå i ovnen og blive holdt varmt! Men det smagte nu rigtig rigtig godt! ;)

Imorgen tager sønnen og jeg med en af hans venner og vennens mor på en dagstur til Danfoss Universe og derefter et smut ned til grænsen. Bla. Skal jeg se, om ikke jeg kan finde billige mandler! ;)

Så imorgen bliver nok endnu en stille dag mht opskrifter og inspiration.

torsdag den 11. oktober 2012

Kalve krebinetter

I aften er manden ikke hjemme, og jeg har stadig ingen bil. I fryseren havde jeg en pakke med 2 kalve krebinetter. Dem krydrede jeg godt og stegte i godt med smør.
I køleskabet var der en rest blomkålsris, dem puttede jeg i en gryde sammen med en lille skivet porre, lidt bouillon og et skvæt fløde. Det simrede så mens kødet stegte.
Tilsidst lynstegte jeg lidt halve cherrytomater på panden, krydrede med salt og basilikum.

Det blev aftenens nemme måltid. Blomkål-porre blandingen smagte rigtig godt, det er bestemt ikke sidste gang, den bliver serveret. En rigtig god ide til reste-mad! ;)

Og så er jeg gået igang med at lave pulled pork, det er jo et langvarigt projekt, og planen er, vi skal have det imorgen. Det bliver så lchf-style som muligt.
Så imorgen aften skal vi nyde en rigtig lækker middag, når manden kommer hjem igen - det hører I jo mere om! ;)

onsdag den 10. oktober 2012

Kødtærte

I disse dage har jeg ingen bil, fordi mandens firmabil er stået af, så han er nødt til at have min bil på arbejde. Det gør såmænd ikke spor, men når man bor på landet, som vi gør, så skal man køre for at komme til forretninger. Så det betyder i disse dage, at jeg må klare mig med det, jeg har herhjemme.

Idag havde sønnen lyst til tærte, men jeg havde ingen skinke hjemme. Så jeg tænkte, at jeg måtte kunne lave en farstærte. Det skulle i hvert fald prøves. ;) Og hvilken lykke det skabte! Endnu et hit i det lille hjem! ;)

Til fyldet brunede jeg 500 g hk oksekød i smør, tilsatte 1 porre i ringe, 250 g champignons i kvarter, 1 spsk paprika, salt og peber, 1 spsk Herbs de Provence blanding, 1 lille dåse tomatpuré og et skvæt fløde. Lad simre et kvarters tid, smag til.
Fordel fyldet i bunden af en tærteform. Pisk 3 æg og 3 dl fløde sammen og fordel over fyldet. Drys med revet ost og sæt hele herligheden i ovnen i 35-40 min ved 200 grader.

Jeg serverede med en enkel salat på siden. Mums! ;)

tirsdag den 9. oktober 2012

Shepherdspie lchf style!

I dag har været en lang dag. En tur til Århus, hvor jeg blev tilset af en dygtig gynækolog i Skejby. Det var heldigvis mere positivt, end jeg havde turdet håbe på! Cysterne på æggestokkene skyldes ganske enkelt, at jeg får en (urimelig) høj dosis af antihormon behandlingen. Hvis han skulle anbefale noget, var det at skrue ned for behandlingen, men det tror jeg bestemt ikke de andre læger går med til. Så jeg må nok fortsætte med at have cyster på æggestokkene. Der er taget vævsprøve i livmodervæggen, og så skal jeg til opfølgende kontrol i januar. Men alt i alt ser det stort set harmløst ud - kun generende!
Så vi er lettede og glade for, at vi ikke skulle til at tackle en ny sygdom! So far so good! ;)

Da vi så kom hjem, skulle madlavningen gå lidt stærkt. Jeg kom til at tænke på Shepherdspie, og tænkte, at den måtte kunne laves i en lchf udgave!

Det blev mega lækkert, og gik rent hjem hos mine drenge! Et klart hit! ;)

Shepherdspie (4 pers):
500 g hk oksekød, 1 spsk karry, 1 stort hk løg, 2 gulerødder i tern, 2 dl bouillon, 1 lille dåse tomatpuré, 1 dåse flåede tomater og et skvæt fløde.
Mos: 1 blomkåls hovede, 1 spsk smør, lidt fløde, 2 æg, salt og peber
Topping: høvlet parmesan og smør

Kød, karry, løg og gulerødder svitses. Tilsæt resten af ingredienserne og lad simre mens du laver mosen, så det meste af væden koges ind.

Blomkålen koges godt mør. Blendes sammen med smør med stavblenderen til mos. Med håndmixeren piskes lidt fløde i, endelig ikke for meget, og tilsidst de to æg sammen med salt og peber.

I et ovnfast fad fordeles først kødfyldet, dernæst blomkålsmosen jævnt.
Henover drysses parmesan alt efter smag og lidt smørklatter fordeles over.
Ind i ovnen ved 200 grader i 25 min.

Man kunne sagtens servere en grøn salat eller kogte bønner eller noget til. Min energi var bare ikke til at snitte salat.
Parmesan osten ovenpå gav et lidt 'crispy' bid, som var virkelig lækkert!

Det eneste er bare, at det ikke tager sig så yndefuldt ud på tallerknen, men det smagte altså rigtig godt! ;)

lørdag den 6. oktober 2012

Lørdagsafslapning...

Idag har været en skøn lørdag af slagsen. Manden kom hjem over middag, derefter kørte vi på Boligmesse i Holstebro, hvor en svoger og svigerinde havde stand. Vel hjemme igen, biksede jeg en nem aftensmad til os selv og sønnens overnattende kammerat. Det bestod af tacokrydret kød og så 'salat-bar' til. Nemt og lækkert!
Efter spisetid kom et hold venner forbi og blev resten af aftenen. Nu er vi ved at være møre til sengen... ;)

fredag den 5. oktober 2012

Hvidkålspizza...

Et kig i grøntsagsskuffen afslørede et godt halvt hvidkål. Sønnen har de sidste dage spurgt, om vi ikke snart kunne få 'grøntsagsbunden', som den bliver kaldt her. Sjovt nok, så går den rent hjem, hvis jeg kalder den grøntsagsbund med fyld. ;)
Jeg mener at have set hos Jane ovre på www.madbanditten.dk, at hun havde lavet hvidkåls røsti, som hun brugte som frokostpizza. Jeg nærlæste det ikke, den gang hun skrev om det, men jeg prøvede mig frem. Det endte rigtig godt! Jeg lavede en bradepande ud af portionen. Herpå tomatsauce, stegt hakket oksekød, revet cheddar og gouda ost, en pakke skivede bacon.

Til bunden brugte jeg:
1/3 del af hvidkålshovedet, vil tro omkring 500 gram, 3 små æg, 50 g revet parmesanost, urtesalt og et drys basilikum.
Kålen hakkes helt fint i foodprocessoren. De øvrige ingredienser blandes i, og det fordeles jævnt på en bageplade med papir.
Ind i ovnen ved 200 grader i omkring 20 minutter, til den tager lidt farve.

Fordel fyldet på og sæt den i ovnen ved 220 grader varmluft, til den er sprød og gylden.

Portionen var mere end rigeligt til os tre her i huset, så nu er frokosten imorgen også i hus. ;)

onsdag den 3. oktober 2012

Oversprings-burger

Manden er ikke hjemme i aften - og i går aftes spiste sønnen og jeg alle rester, så i aften var jeg nødt til at finde på noget (forholdsvis enkelt)... ;)
Det blev til burgere. Men siden jeg ikke havde fået taget mig sammen til at bage oopsie brødene, ja så blev det nok nærmere til 'bøf på salatbund med fyld'. ;)
Det smagte dejligt - og mættede godt!
Jeg havde så også brugt 38% creme fraiche til dressingen, for at fylde lidt op på den konto.
God aften derude! ;)

mandag den 1. oktober 2012

Mandags blues...

Det kommer mig for, at jeg havde en nogenlunde lignende overskrift sidste mandag... Ikke videre opløftende, beklager, men føler også jeg kører lidt på pumperne i tiden - det hjælper, når jeg kommer videre i systemet i Skejby.

Men mad skal der jo på bordet. I aften fik vi blomkålsmos med kødsauce. Smagte godt og var nemt! ;) We like! ;)

Til dem, der har børn, skal man absolut give blomkålsmosen en chance. Har oplevet mange børn efterhånden, både kræsne og mere velspisende, som spiser mosen med største velbehag.
Får også ofte som kommentar, at 'det jo smager bedre end kartoffelmos'..

mandag den 24. september 2012

Flad mandag...

Nej det var da ikke en særlig hyggelig overskrift, men ikke desto mindre er det lidt en flad mandag her idag.
Manden er afsted igen, og efterårs regn og rusk hiver i træerne udenfor - uha, man har mest lyst til at krybe under dynen!
I aften stod den på kålretten. Den der med brunet fars, snittet spidskål, groftrevet gulerod, en dåse flåede tomater, lidt bouillon og et skvæt fløde... Simre simre simre til mørt! Det smager fremragende, og sønnen her i huset er helt vild med det! ;)
Idag har jeg bagt brød. Har ikke nået at smage endnu, så det hører I mere om imorgen, når det er smagt til... ;)
God mandag-efterårs-aften! ;)

tirsdag den 11. september 2012

Blomkålspizzabund

Idag blev det endelig min tur til at afprøve blomkålspizzabunden. Jeg har set den omkring på nettet i lang tid, havde bare en forestilling om at pizzabunden lavet på halloumi osten, var mere vores smag her i huset.
Endnu et bevis på, at jeg ikke behøver at være forudindtaget! ;)
Måske hænger det også sammen med, at jeg idag præsenterede den som grøntsagsbund med fyld - istedet for pizza. For helt ærlig, så er det jo ikke pizza...men det smagte fortrinligt! ;) Så den er hermed godtaget som pizza erstatning her i huset! ;)

Pizzabund (1 bradepande):
Et blomkålshovede, mellemstort, ca 1 dl revet parmesanost, en humpel anden stærk ost af rest fra køleskabet revet, 3 tsk Herbs de Provence, 3 tsk groft salt, friskkværnet peber, 2 æg.

Blomkål hakkes fint i foodprocessoren og blandes godt med de øvrige ingredienser.
Bred ud på bagepapir, sæt i ovnen ved 200 grader varmluft i 15-20 min. Hold øje, så den ikke bliver brændt, bare let gylden.

Tag ud af ovnen og fordel fyld over efter smag og behag.

Ind i ovnen ved fuld skrue en 10 minutters tid, til den er gylden og sprød.

Og velbekomme! ;)

tirsdag den 28. august 2012

Forsøg på frikadeller

I dag besluttede jeg mig for at forsøge mig på frikadeller. Det lyder måske ikke som noget særligt, men når man er vant til at lave med æg, mel og mælk, og samtidig følger lhcf kosten, så er man jo nødt til at finde på noget andet. Jeg prøvede på et tidspunkt at lave farsbrød, hvor jeg brugte hvedeklid istedet for mel, men kunne ikke se det som et hit i frikadellefarsen.
Jeg tror, det er meget nær den opskrift, jeg vil bruge fremover også...så det må vel siges at være et hit...!? ;)
Frikadeller:
500 g hakket svinekød, 1 lille fint revet løg, 2 tsk groft salt, peber, 2 æg, 1 tsk HUSK.

Rør alle ingredienser sammen og form til frikadeller som steges i smør på panden.

Jeg serverede lidt rester til... små blomkålsbuketter fra igår, lidt grønne ærter og skivede champignons. Det hele svitset i smør på panden. Vent med at komme ærterne på til sidst.

Og så en klat dressing med lidt mayonaise i for mætheden.

Velbekomme! ;)


- Sidder du med en god opskrift på lavkarbo frikadeller, så hører jeg selvfølgelig gerne fra dig...nye opskrifter kan man aldrig få for meget af! ;)